HENRIK ISAGER
REFERAT af foredrag ved DSOM-møde 5. marts 2011

SYGDOMSMEKANISMER OG ÅRSAGSFAKTORER VED KRONISK TRÆTHEDSYNDROM (ME/CFS) OG BESLÆGTEDE TILSTANDE

Symptombilledet er i første række karakteriseret ved en lav tærskel for muskulær og kognitiv udmattelse, og ved en abnormt lang regenerationsperiode efter svær udmattelse, der typisk provokeres af aktiviteter, der før sygdomsfrembrud var ubesværet rutine. Dertil aktivitetsrelaterede smerter i bevægesystemet. Muskulær udmattelse fører hurtigt til krafttab, som ikke er “neurologisk”. Det er de ledsagende føleforstyrrelser heller ikke. – Den lave udmattelsestærskel medfører et øget behov for hvil i dagens løb.

En række “pseudoneurologiske” symptomer synes at hænge sammen med en svigtende fornemmelse for sansning af omverdenen. Man bevæger sig klodset, går ind i ting (dørkarme), mister det praktiske håndelag (hvis man havde sådan et). Nogle oplever en “glasklokkefornemmelse”, som om man slet ikke er med i det der foregår omkring én. Man kan blive desorienteret / fare vild i et nærmiljø, man ellers kender godt..

Hukommelse og indprentningsevne svigter i foruroligende grad. Men ingen af symptomerne er konstante (som ægte neurologiske symptomer typisk er), de provokeres af mange slags stress, ikke mindst motorisk aktivitet, og de mindskes eller svinder efter hvile.

Hos en del af patienterne svigter immunfunktionen, sådan at de langt lettere end før tager infektioner til sig; og hvor en banal infektion før tog dage, er man nu uger om at komme sig. Kroniske infektioner, der langtfra altid kan diagnosticeres ved antistofbaserede undersøgelser, præger tilstanden hos ganske mange.

Flere påvirkninger fra omverdenen kan umiddelbart provokere markant øgede symptomer; det kan være støj, kraftigt lys og elektromagnetiske felter, og det kan også være kemikalier i den luft, der indåndes (multipel kemisk sensitivitet).

Psykiske ændringer kan høre med til sygdomsbilledet, især en kortere lunte for irritation og vrede; desuden panikangst.

Disponerende faktorer er kvindekøn, samt hvad man meget bredt kunne kalde ophobet stress, som kan være fysisk, psykisk, toksinbetinget, kemisk m.m. Ophobning i familier over flere generationer forekommer, tydende på at genetisk arv betyder noget. Ophobninger i tid og sted, relateret til infektiøse eller toksiske påvirkninger, forekommer også.

Forløbet er som regel årelangt, af kronisk karakter, med mulighed for bedring ved et hensigtsmæssigt regime, men også for forværring i forbindelse med stresspåvirkninger, ikke mindst hvis de forekommer systematisk over længere tid (som ved tvangsaktivering af sygemeldte).

Hvad angår sygdomsmekanismer, har jeg valgt at pege på tre forståelsesrammer, som hver for sig og især tilsammen bidrager til en forståelse af hvad multisystemsygdom er for noget. Bemærk at alle tre forståelsesrammer implicerer at mange cellesystemer er involveret.

Forståelsesramme I: Degeneration af mitokondrier (påvist i muskelvæv), og svarende hertil nedsat produktion af mitokondriernes “brændstof”, adenosintrifosfat = ATP. Desuden en markant øget forekomst af dødsmærkede, dårligt fungerende celler (apoptose) i flere cellesystemet. En god forklaring på en patologisk øget trætbarhed (svigtende evne til at opretholde et iltbaseret energistofskifte).

Kombinationen af mitokondriedegeneration og øget apoptose kan opfattes som en markør for toksiske påvirkninger. Mange slags milljøtoksiner. Mikrobielle toksiner (infektion, dysbiose).

Forståelsesramme II: Nitrosativ stress. En videnskabeligt velunderbygget sygdomsmodel, der især må tilskrives den amerikanske biokemiprofessor Martin L. Pall. En selvforstærkende “ond cirkel” inde i cellen. Den sættes i gang når der sker en overproduktion af signalmolekylet kvælstofilte (NO). Sådan en overproduktion kan sættes i gang af miljøtoksiner (pesticider, tungmetaller, organiske opløsningsmidler, mykotoksiner m.m.), traumer (specielt af halshvirvelsøjlen), infektioner, og formentlig også af svage elektromagnetiske felter.

Processens selvforstærkende karakter forklarer tendensen til et kronisk forløb. Processen udløser degeneration af mitokondrier. Der indgår også en overstimulation af de såkaldte NMDA-receptorer, der udløser excessiv impulsoverføring i nervesystemets synapser. Dermed forklares mange patienters ekstreme følsomhed for støj, lys, og for kemikalier i luftform.

Martin Palls koncept peger på specifikke behandlingsmuligheder: farmaka og kosttilskud, der nedbringer NO-niveauet i cellerne.
(www.thetentparadigm.org, samt www.thetenthparadigm.org/therapy.htm)

Forståelsesramme III: Svigtende oplagring af energi og svigtende kvantekohærens. Et biofysisk koncept (her baseret på den britisk-kinesiske biofysiker Mae-Wan Ho ́s bog “The Rainbow and the Worm. The Physics of Organisms”, 3rd Ed., 2008).

Hvorfor tænke på kvantefysik? Fordi en degeneration af cellens energigenerator, mitokondriet, er en hovedsag ved disse dette spektrum af sygdomme. Med deraf følgende funktionsforstyrrelser i elektrontransportsystemet er vi nede på elementærpartiklernes niveau; der hvor “tingene” er både bølgebevægelse og partikel.

En biofysisk / kvantemekanisk forståelsesmodel giver gode grunde til at antage, at den i vor kultur allestedsnærværende udsættelse for svage elektromagnetiske felter kunne spille en nøglerolle i netværket af indbyrdes vekselvirkende årsagsfaktorer ved multisystemsygdom, idet organismens elektroniske system er ekstremt følsomt for sådanne felter.

Det elektrodynamiske kropsfelt er et kohærent, flydende krystallinsk system, et kontinuum som omfatter alle kroppens celler. Det rummer en delokaliseret bevidsthed og en kropslig hukommelse, og det formidler en helkrops kommunikation med en langt hurtigere sanse- og reaktionsevne end centralnervesystemet. Det danner også et kohærent energifelt omkring kroppen med en sansende funktion, der bidrager til individets selvopfattelse, blandt andet med hensyn til placering i det omgivende rum.

Ved ME/CFS (m.fl.) er perceptionen af det omgivende rum ofte defekt; og det kommer særlig anskueligt frem hos de patienter, hos hvem fortrinsvis den ene kropshalvdel er ramt, og som derfor oplever de to kropshalvdele forskelligt. Med støtte i nogle refererede cases postuleres det, at en defekt funktion af det elektrodynamiske kropsfelt – eller dele af det – kunne udgøre en væsentlig del af sygdomsmekanismen ved multisystemsygdom. Det giver blandt blandt andet en forklaring på de fluktuerende “pseudoneurologiske” symptomer, der biologisk set forekommer langt mere troværdig end somatiseringskonceptet (som danske neurologer i øjeblikket henter frem, når de sættes til at vurdere disse patienter).

Toksisk-infektiøse og elektromagnetiske påvirkninger, der fører tilrumlig desorientering på grund af et defekt elektrodynamisk kropsfelt, synes at danne baggrunden for aktuelle økologiske katastrofer i populationer af flyvende insekter (honey bee colony collapse disorder og tilsvarende epidemier blandt humlebier). Lignende epidemier, hvor rumlig desorientering er fremtrædende, er også beskrevet hos flagermus (i USA).

Er den tiltagende forekomst af multisystemsygdom hos mennesker et parallelt fænomen?? Indikerer det på tilsvarende vis en truende økologisk katastrofe? I så fald kan det haste med at få startet relevant forskning, der – set fra det lægelige synspunkt – må forudsætte noget i retning af et paradigmeskift.