Amalgam-kviksølvforgiftning

Amalgam-kviksølvforgiftning
“Amalgam-kviksølvforgiftning” – afsnit i bogen “Sund Skepsis”
(udgivet af forlaget Hovedland i marts 2006)”
IntroduktionDer er stærke videnskabelige beviser for, at der er en forbindelse mellem amalgam tandplomber og alvorlige sygdomme. Derimod er ideen om, at kviksølv er sundhedsskadeligt, ikke noget nyt. Kviksølv er i virkeligheden et af de alle farligste giftstoffer, man kender.De fleste mennesker har amalgam i deres mund. Halvdelen af en amalgamfyldning består af rent kviksølv. Tandlægestandens verden troede i mere end et 100 år, at kviksølv i amalgamfyldninger var inert(fastbundet). I 1980’erne blev denne formodning påvist at være falsk, da laboratorier flere steder i verden opdagede, at kviksølvdampe kontinuerligt frigøres fra amalgamfyldninger, hvorefter det optages i blodet og aflejres i kroppens celler – specielt i nervesystemet. Kviksølv fordamper fra amalgam!

Der eksisterer talrige studier, som dokumenterer hvordan kviksølvdampe fra amalgam optages af kroppen og fordeles til hjerne, lever, nyrer, tarmsystemet samt andre organer. En gennemsnits amalgamfyldning med et overfladeareal på 0,4 cm² er beregnet til at frigive 15 mikrogram kviksølv om dagen. Hvis en gennemsnitsperson har 8 fyldninger, kunne det give op til 120 mikrogram af absorberet kviksølv om dagen. De tal understøtter forskningsdata fra forsøgspersoner, som udskiller 60 mikrogram kviksølv dagligt i afføringsprøver.

Når man tager i betragtning, at (1) den daglige absorption af kviksølv fra fisk er beregnet til 2,3 mikrogram og (2) andre kilder i vand, luft og andre fødevarer er på 0,3 mikrogram, bliver amalgam langt den vigtigste forureningskilde for kviksølveksponering i den generelle befolkning. 1Af den mængde kviksølvdampe, der siver ud af amalgam, vil 80 % inhaleres til lungerne, hvorefter den overføres til blodet og fordeles til resten af kroppen. Den resterende 20 % er enten opløst i spyt og sunket eller udåndet.

Amalgamkviksølvs fordampningshastighed øges dramatisk ved tryk (spisning, tænderskæring, tandbørstning) – og varmestimulation (varme drikke). Den totale mængde kviksølv som frigøres er afhængig bl.a. af hvilken type amalgam der bruges. Høj-kobberamalgam blev introduceret i 1970’erne. Skandinaviske forskere har beregnet at de afgiver 7-8 gange mere kviksølv og kobber end lav-kobberamalgam.
Kviksølvs giftighed

Trods tandlægernes interesseorganisationers påstande om, at amalgam ikke er sundhedsskadeligt, har verdens dygtigste kviksølvforskere en anden holdning. I 1991 publicerede WHO (The World Health Organisation) en forskningsrapport om kviksølv under ledelsen af Dr. Lars Friberg fra Sverige. I rapporten påpeges det, at der ikke findes et kviksølvniveau i blod eller urin man kan betragte som sikker. 2En sådan konklusion kan også forstås som: Ingen kviksølveksponering kan betragtes som harmløs. Under passende omstændigheder af genetisk sårbarhed og toksiske immunreaktioner (autoimmunitet) kan kronisk sygdom opstå. Den alvorlige nyrelidelse autoimmun glomerulonefritis er specifikt nævnte i rapporten.

Kviksølvforgiftning er en retentionstoksicitet som ophobes over mange år. Risikoen for kronisk sygdom er relateret til de forskellige faktorer fra arv og miljø, der skaber biokemiske variationer hos mennesker, og hermed øger individets følsomhed for giftstoffet:

1. genetisk sårbarhed

2. interaktioner med andre giftstoffer fra miljøet

3. langtidsvirkninger fra lav-dosis eksponeringer

4. tilstedeværelse af andre sygdomsprocesser

5. zink- og selenunderskud

Kviksølv i små mængder er ekstremt toksisk. Lav-dosis kviksølv forgiftning af det centrale nervesystem er særligt veldokumenteret. Videnskabsfolk har undersøgt kviksølv påvirkning helt ned til 3,47 timillionte del af et mol, og det er stadigvæk giftig. 3Det understreger med al tydeligheden hvor ekstremt toksisk kviksølv faktisk er, og samtidigt hvor tomme tandlægestandens forsikringer er, når de påstår, at der ikke findes grund til bekymring over de ”ubetydelige” kviksølvmængder, der fordampes fra amalgam.

Hvis det mindste mål af kviksølv, som ikke forårsager celleskade, er ukendt; og relativt

laveksponeringer i nervesystemet resulterer i symptomer som:

rysten, glemsomhed, emotionel ustabilitet, søvnløshed, træthed, indre uro, indvendig sitren, nervøs irritabilitet, dårlig koncentration, nedsat korttidshukommelse, underlig fornemmelse af fjernhed, angst, depression, hovedpine, paræstesi (snurren og prikken); eller, i værste tilfælde:

Alzheimers, multiple sklerose, Parkinsons, nyreskade, migræne, klinisk depression, angst –

hvorfor så udsætte mennesker for den risiko, når det nemt kan undgås ved at anvende biologisk venlige dentalmaterialer?
Amalgam som tidsindstillet giftbombe

Tandlægeforeninger (dansk, amerikansk, tysk, svensk…) forsvarer sig med, at det er sandt at kviksølv fordampes fra amalgam ved tygning, men at: (1) det er et spørgsmål om meget små, stort set uabsorberede mængder, og (2) der ikke findes beviser for en direkte forbindelse mellem sygdom og toksisk effekt.

I 1990 publicerede Fritz Lorscheider, professor af Medicinsk Fysiologi ved Calgary Universitet i Canada, and Murray Vimy, en tandlægeforsker ved WHO, et dramatisk forsøg, som ødelagte den konventionelle tandlægeverdens illusion om amalgamkviksølvs begrænsede absorption og uskadelighed. De anbragt 12 amalgamfyldninger med radioaktiv-mærket kviksølv i tænderne af drægtige får, så en eventuelt kviksølvforgiftning bagefter kunne ses som sorte pletter på scannings- optagelser. 45

Resultatet burde have virket som en chokerende alarmmeddelelse for tandplejestanden af følgende grunde:
(1) efter 16 dage var kviksølv stort set fordelt i alle organer hos moderen og fosteret.
(2) efter 33 dage var der højere koncentrationer i de fleste organer hos fosteret end hos moderen
     specielt i lever, knogler, galde, blod og hjerne.
(3) 73 dage efter amalgams anbringelse var kviksølvniveauet i moderens nyrer, lever, spytkirtler,
     hypofyse, urinveje, gældeveje, hjerne og skjoldbruskkirtel stadigvæk langsomt stigende.
(4) under diegivning var der 8 gange så meget kviksølv i modermælken end i moderens blod.
(5) relativt små mængder af kviksølv fra den anbragte amalgam var skadelige for fårets nyrer.
Tandlægeelitens bortforklaring gik ud på, at får ikke var velegnet til et sådant forsøg, fordi de tyggede deres mad i usædvanlig lang tid sammenlignet med mennesker, og det resulterede i en abnormt høj fordampningseffekt. Lorscheider og Vimy gentog forsøget med aber, som ligner mennesker i deres spisevaner, og fik det samme resultat.6

Tandlæger har længe været af den overbevisning, at de vil være de første til at vise tegn på kviksølvforgiftning, såfremt amalgam i virkeligheden var et problem.
Dr. Diana Echeverria, en neuro-toksikolog fra Washington Universitet, påviste med sit opsigtsvækkende studie i 1995, at tandlægernes helbred har taget skade. Neuropsykologiske og fysiske funktioner er nedsat sammenlignet med kontrolpersoner.7

I 1992 har Vasken Aposhian, professor for molekylære og cellulære biologi fra Arizona Universitet, yderligere bekræftet Lorscheider og Vimy’s opdagelse: at kviksølv fordamper fra amalgam og ophobes i kroppens organer som en indre forurening. I et forsøg med frivillige studerende, som fik metalkelerende tabletter (DMPS) til at udrense kviksølv, har Aposhian fastslået at ikke mindre end 2/3 del af det kviksølv der blev udskilt af forsøgspersonerne stammede direkte fra amalgam tandplom-ber.8
I et interview med BBC i 1994 gav Aposhian udtryk for alvorlig bekymring, om de amalgamfyldninger, der i dag sættes i munden hos børn, kunne komme til at påvirke deres indlæringsevne og intellektuelle præstationsniveau senere hen i livet. ”Jeg vil hade at se amalgam i munden af mine børnebørn på 5 og 8 år gammel, da der findes bedre fyldningsmaterialer til rådighed i dag” var hans kommentar til de konklusioner han har draget fra sit arbejde.9
Alzheimers og hjernens kviksølvniveau

På dette tidspunkt var Aposhian udmærket klar over, at ildevarslende beviser på amalgams forgiftningsmuligheder allerede var påvist i 1990, da amerikanske forskere fra University of Kentucky for første gang konstaterede, at kviksølvkoncentrationer i hjernevævsprøver fra obducerede Alzheimers patienter var ekstremt forhøjede i de samme områder, hvor man i forvejen vidste at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt – nemlig nucleus basalis. 10

Boyd Haley, professor i medicinsk biokemi fra det samme forskningscenter, opnåede et vigtigt gennembrud i 1993, da han påviste at ganske små mængder af kviksølv producerer de samme ødelæggende celleskader, som der ses ved Alzheimers sygdom.11 En af hjernecellens vigtigste proteiner – tubulin – ødelægges, når kviksølv binder sig til de svovl-brint (sulfhydryl-) grupper, som tubulin indeholder. Tubulin har mindst 14 svovl-grupper med høj bindingsevne for kviksølv. Nedbrydningsprocessen fører til Alzheimerslignende belægninger med såkaldte beta-amyloidaflejringer og neurofibrillære tangles (dansk: snoede strenge).12

Kun kviksølv, og endda i lave koncentrationer, kunne ødelægge hjernetubulin på den måde som det sås i Alzheimers. Alzheimerslignende forandringer blev ikke fremkaldt af andre toksiske metaller såsom bly, aluminium, kadmium, kobber og jern, selv om de kunne forstærke kviksølvs fri radikale toksicitet.13Det er ud fra hans egen forskning, at prof. Haley er blevet overbevidst om, at kviksølvforgiftning kan forårsage Alzheimerslignende senil demens.14For både ham og prof. Aposhian, er amalgam en tidsindstillet giftbombe, som i den sidste ende kan koste en person sine åndsevner.

I 2005 er det ikke længere et debatemne om amalgam-deriveret kviksølv ophobes i det menneskelige hjernevæv. David Eggelston, en tandlægeforsker fra California, var en af de første til at publicere resultater fra obduktionsstudier foretaget i Los Angeles`s lighus, der viste at kviksølv fra amalgam er i stand til at vandre til hjernen. I en artikel fra 1987 dokumenterede han i samarbejde med den svenske forsker Magnus Nylander, at kviksølv fra amalgam ikke kun ophobede sig i hjernen, men i visse tilfælde havde været der i 40 år. Desto flere fyldninger den afdøde havde, desto mere kviksølv havde der ophobet sig over tiden.15

Professor Gustav Drasch, en retsmedicinsk toksikolog fra München Universitet, som obducerede hjerner hos dødfødte børn, observerede ligeledes kviksølvdepoter, som kommer via placenta; det vil sige, ufødte børn har kviksølvforurening, som stammer fra moderens amalgam.16For Dr. Drasch er implikationerne alvorlige. Hvis en ung kvinde får amalgam 5-10 år inden hun bliver gravid, så er der en risiko for, at moderens kviksølvdepoter overføres til sit ufødte barn. Nervesystemet er meget mere følsom hos børn end hos voksne.

I 1996 har myndighederne i Tyskland indført restriktioner på anvendelsen af amalgam til børn og gravide, og vedtog samtidig et direkte forbud mod anvendelsen af stoffet hos patienter med nyresygdomme. Andre lande – USA, Østrig, Frankrig, England, Norge – har påbegyndt politiske processer med det formål at afskaffe amalgam grundet dets betydelige risiko for menneskets helbred. I 1998 har det svenske folketing opnået den historiske distinktion, at blive det første land i verden til at vedtage et totalforbud mod amalgam. Den svenske beslutning blev dog pakket ind i miljøpolitisk lovgivning, for at give tandlægeinteresser retslig beskyttelse i tilfælde af retssager rejst af sygeliggjorte patienter.
Multipel sklerose som kviksølvfremkaldt autoimmunitet

På trods af at vi stadigvæk mangler endelige videnskabelige beviser med hensyn til sammenhængen imellem amalgam og visse specifikke sygdomme, har internationale erfaringer identificeret kviksølv som noget en læge burde have på sin liste af muligheder, når han står over for de sværeste sygdomme og forstyrrelser i hjernen og nervesystemet. Her skal der forstås multipel sklerose, Parkinsons syge, Alzheimers, epilepsi, ALS og andre uforklarlige kombinationer af neurologiske symptomer.

Kviksølv er klassificeret som en nervegift og er i stand til at ødelægge nerveceller. Mindre end en millionte del kviksølv optaget i blodet kan i så høj grad skade blod-hjerne barrieren, at andre toksiske kemikalier passerer ind i hjernen, hvilket ellers ikke ville have været muligt.17Med toksiske egenskaber i den sværhedsgrad, er det fornuftigt at betragte kviksølvs toksicitet som en medvirkende årsag, hvor neurologiske sygdomme findes hos patienter med amalgamfyldninger.

Kviksølvs ødelæggende effekt på nerveceller foregår ved dosis-relateret toksicitet (fx fri radikal skade) og immunforstyrrelser (fx autoimmunitet). Hvis man betragter en sygdom som multipel sklerose (MS), er begge virkninger en mulighed.

MS er en fremadskridende sygdom i centralnervesystemet, hvor nervens isoleringsmateriale – myelin – ødelægges, så nerveledningshastigheden bliver langsommere og efterhånden kortsluttes, med efterfølgende følelsesløshed og lammelse. Teorien vedrørende MS’s årsag er ikke helt afklaret, men i dag er sygdommen primært betragtet som en autoimmun forstyrrelse. Det betyder at en ukendt kropsfremmede faktor (antigen), stimulerer immunsystemets celler til at angribe myelin.

Det er påvist i dyreforsøg, at kviksølv fra amalgam forårsager autoimmunitet.18Derfor er det ikke utænkeligt at forestille sig kviksølv som det udløsende antigen der er ansvarlig for immunsystemets ødelæggelse af myelin. Kviksølvs dosis-relaterede evne til at katalysere ødelæggende frie radikal reaktioner er lige så afgørende. En undersøgelse i 1987 af AW Britt fra Stockholm Universitet viste at kviksølvniveauet i spinalvæsken hos MS patienter var 8 gange højere i forhold til en kontrolgruppe af ikke-MS patienter.

En sammenligning af MS og kviksølvs toksicitet giver andre lighedspunkter. Blod-hjerne barrieren er beskadiget i MS. Som førnævnt har kviksølv evnen til nemt at kunne beskadige blod-hjerne barrieren. Afmyelinisering af nervefiber er årsagen til MS symptomer. Kviksølv er ligeledes kendt for at afmyelinisere nerveceller. Langsom nerveledningshastighed, som ses ved MS, er også observeret i forbindelse med kviksølvs tilstedeværelse.

I Tyskland studerede Mauch og kolleger i 1995 mineral-status (selen, kobber, zink) og kviksølv koncentrationer i 64 MS patienter og 62 kontrol personer. Blandt MS patienterne var kviksølvniveauet betydeligt højere og samtidigt ledsaget af lave selen niveauer. Forhøjet kviksølv og lav selen var de samme forandringer som var observerede af Markesbery and Ehmann i deres banebrydende undersøgelse i 1990 af vævsprøver fra afdøde Alzheimers patienter.
Parkinsons sygdom som fri radikal nedsmeltning

Parkinsons symptomer skyldes tabet af nerveceller i basalganglierne, hvor signalstoffet dopamine produceres. Parkinsons symptomer er rysten (optræder mere i hvile end ved aktivitet), muskelstivhed og langsom bevægelighed.

Årsagen til sygdommen er ukendt, men der er mange studier der peger på, at Parkinsons er specielt udbredt i individer med erhvervsmæssig eksponering overfor landbrugspesticider (sprøjtemidler) og andre toksiske kemikalier.19Kviksølv er kommet i søgelyset på grund af forskning, som har påvist forhøjet kviksølvbelastning forbundet med risikoen for at udvikle Parkinsons.20Desuden, er metalbelastning med jern og kobber omtalte i litteraturen.

Kviksølv har egenskaber som gør den specielt velegnet som en forklaringsmodel på, hvorfor Parkinsons opstår. Ekstremt små koncentrationer er i stand til at beskadige blod-hjerne barrieren, så indstrømningen af frie radikaldannende toksiske kemikalier øges. Derimod, er cellens forsvar overfor frie radikaler drastisk reduceret på grund af kviksølvs biokemiske egenskab til at forårsage et markant fald i glutathione, cellens vigtigste antioxidant.

Glutathioneniveauet hos Parkinsons patienter er påvist at være meget lav.21Derfor, ville kombinationen af (1) enormt accelererede frie radikalødelæggelser fremkaldt af kviksølv (kobber, jern) og (2) et katastrofalt fald i glutathione have en særlig ødelæggende effekt på nervecellen. Teorien er styrket af et studie foretaget i 1996 på Sassari Universitet i Italie, som påviste signifikante forbedringer hos Parkinsons patienter behandlet med intravenøs glutathione.22
Sygdom forbundet med amalgamforgiftning

Hvis kronisk, lavdosis kviksølvudsættelse i nervesystemet kan bidrage til autoimmune processer, kan den samme proces foregå i andre organer. Kviksølvtoksicitet er derfor potentielt medvirkende i autoimmune tilstande som:

reumatoid arthritis, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, sarcoidosis, Crohns sygdom, thyroiditis, SLE (systemisk lupus erythematosus), polymyositis.

I øvrigt, er kviksølvtoksicitet nævnt i lægevidenskabelig litteratur i forbindelse med:

allergi, asthma, hudforstyrrelser, hormonforstyrrelser, ufrugtbarhed, bihulebetændelser, migræne, nyreskade, autisme, cardiomyopati, hjertearytmi, antibiotisk resistans, hårtab.

I denne sammenhæng, kan kviksølveksponering spille en rolle i kræftsygdom som involverer:

hjernen, mundhulen, lymfesystemet (lymfoma).

Ideen om, at kviksølv fra dentalt amalgam kan være en skjult faktor bag talrige sygdomme, er et revolutionært koncept, der hidtil ikke er blevet accepteret af den ortodokse lægevidenskab. Dog er der begyndende tegn på anerkendelse af problemet. I 1995 har den svenske professor Frederik Berglund, som i 10 år var medlem af WHO’s rådgivende ekspertudvalg, udgivet bogen ”150 Years of Dental Amalgam”.23Værket beskriver 245 tilfælde af amalgamforgiftning, beskrevet i videnskabelige journaler over 150 år fra 1844 til 1993.

Bogen giver eksempler, hvor udskiftning af amalgam fører til forbedring (eller forsvinden) af multipel sclerose, Parkinsons, hjerterytme forstyrrelser, gigtlidelser, migræne, kræft, psykiatriske tilstande, hyperthyroidisme, menstruationsforstyrrelser, ufrugtbarhed, hudsygdomme (psoriasis, eczem, nældefeber, lichen planus, leukoplaki) og allergiproblemer.
Symptomer, immunundersøgelser, dentalbehandling og forløb gennemgås og grundlæggende patologiske processer diskuteres.
Kviksølv-chelation med DMPS
I Tyskland behandles kronisk og akut kviksølvforgiftning med DMPS – en forkortelse for det kemiske stof (2,3)-Dimercaptopropane-(1)-sulfonsyre. DMPS er en vandopløselig forbindelse med gode metaludrensende egenskaber, takket være 2 svovlgrupper, som virker som en pincet til dannelsen af stabile komplekser med kviksølv og en række andre metaller – bly, kobber, arsenik, kobolt, nikkel.
I Tyskland er DMPS et autoriseret behandlingsmiddel for kronisk blyforgiftning.
DMPS chelation-behandling gives som intravenøs indsprøjtning. Ordet ”chelation” kommer af det græske ”chele”, som betyder klo. Man skal forestille sig en kemisk proces, hvor DMPS’en ligesom en tang får fat på et metalmolekyle. Herefter udrenses DMPS og det fastholdte metal gennem nyrerne.
DMPS-mobilisationstesten

Kronisk kviksølvforgiftning er ofte ikke ledsaget af et typisk sæt af symptomer. Diagnosen er derfor en af de vanskeligere opgaver inden for lægepraksis. En kronisk kviksølvforgiftning er per definition en forgiftning, hvor så små mængder udskilles dagligt, at de ikke kan spores som stigninger i blod-kviksølv. Dette er i modsætning til en akut forgiftning, som vil involvere sporbare blod-kviksølv stigninger. Konsekvensen for patienterne er, at de typisk gennemgår en længere periode inden deres problemer anerkendes – hvis de overhovedet anerkendes.

Blandt forskere, som har studeret emnet, har man fundet, at der kun er en ringe sammenhæng mellem almindelige målinger af kviksølv i urin og blod og tilfælde af kronisk metalforgiftning. Man kan godt være meget forgiftet og alligevel få målt lave kviksølvværdier. Kviksølvniveauet er lavt, fordi det er bundet i organerne og centralnervesystemet, hvor det kan være mange gange større end kviksølvniveauet i blod eller urin.24

Forklaringen findes i kviksølvs kemiske egenskaber. Kviksølvdampe (Hg°) er fedtopløselig, som tillader, at de nemt kan trænge igennem cellemembraner. Så snart kviksølvdampe når ind i cellen, oxideres de til ionisk kviksølv (Hg²). Hg² er ikke fedtopløselig. Derimod, viser den en høj grad af retentionstoksicitet på grund af evnen til at binde sig fast til cellens svovl-brint grupper, hvor den kan blive i lang tid – e.g. 30-40 år i nervesystemet – afhængig af hvilket organ der er tale om.

Det er derfor essentielt at der foretages en mobilisationstest i udredning af patienter, hvor kronisk kviksølvpåvirkning mistænkes. Uden først at provokere en udskillelse, vil det ophobede kviksølv i de forskellige organer ikke vise sig i urin eller blod. I dyreforsøg har man påvist en korrelation mellem kviksølvudskillelse efter indsprøjtning med DMPS og kropsbelastningen af kviksølv som helhed. Derfor er en provokationtest med DMPS nødvendig, hvis diagnosen kronisk kviksølvforgiftning skal bekræftes.

Udover at DMPS-testen giver et objektivt mål for forgiftningens størrelse, er den også en behandling i sig selv. Som diagnosemiddel bestemmer man størrelsen af kroppens metaldepoter ved at foretage urinprøver før og efter indsprøjtning med det metalbindende DMPS. Ved sammenligning af kviksølvudskillelser før og efter indsprøjtningen er man i stand til i sammenhæng med patientens symptomer og deres udvikling, at bekræfte eller afkræfte kviksølvtoksicitet som en medvirkende årsag. Som behandlingsmiddel er DMPS den mest effektive, sikre metode til udrensning af kviksølv og kobber.

Kobberudskillelsen måles samtidig med kviksølvudskillelsen i DMPS-mobilisationstesten. Grunden er at kobbertoksicitet er et problem i sig selv. Store mængder kobber tilsættes grisefoder i dansk landbrug for at fremme grisenes vækst; dette ender herefter på markene som gylle. Andre forgiftningskilder erhøj-kobberamalgam og kobberspiral som præventionsmiddel hos kvinder. Da DMPS´s bindingsevne for kobber er stærkere end dens bindingsevne for kviksølv, bindes kobber før kviksølv. I tilfælde af, at kobberdepoterne er store – hvilket tit er tilfælde hos metaltoksiske patienter – kan der hermed forekomme falsk negativ svar for kviksølv-belastningen. Derfor er kviksølvbestemmelsen med DMPS kun meningsfuld ved medbestemmelsen af kobber.
Højdosis intravenøse C-vitamin

I tiden efter amalgamudskiftning er behandlingen med højdosis C-vitamin i stand til at neutralisere akutte symptomer, fremkaldt af kviksølvdampe fra udboringsprocessen. Måden at indtage C-vitamin på vil i høj grad influere på behandlingseffekten. Nye undersøgelser viser nemlig, at meget højere blod-koncentrationer af c-vitamin opnås ved intravenøs behandling end ved oral indgivelse af samme dosis C-vitamin. Når administreret intravenøst må C-vitamin infusioner være mindst 35 til 50 gram for at nå komplet beskyttelse under amalgamudskiftning.

Som et led i afgiftningsterapi, er C-vitaminterapi et vigtigt supplement til metal-chelation med DMPS. Afgiftning med intravenøst C-vitamin er en to-faset proces. Udrensning er dels et resultat af C-vitamins evne til at reducere kviksølv fra sin meget giftige Hg² ion til den mindre giftige Hg¹ og Hg° (dampe); og dels kviksølvs evne at blive udskilt i galden og afføring. Urinudskillelse af kviksølv med højdosis C-vitamin er forholdsvis ringe.

Det er primært i sin Hg² form at kviksølv binder sig fast til hjernecellens proteiner. På grund af kviksølvs ekstremt toksiske effekt, kan selv små mængder Hg² forårsage neurologiske symptomer. I hjernen binder kviksølv sig specielt til tubulin, et af de aller vigtigste proteiner, som afgør hjernecellens struktur. Tubulin har mindst 14 svovl-brint grupper, som er grunden til at nervesystemet er specielt udsat ved kviksølvforgiftning.

For at løsrives fra nervecellens tubulin, må kviksølv reduceres – det vil siger, få sine elektroner tilbage. Symbolet Hg² repræsenterer tabet af 2 elektroner, som er kemisk ensbetydende med iltning. Som kroppens vigtigste elektrondonor er C-vitamin specielt velegnet til at supplere de manglende elektroner og hermed reducere Hg² tilbage til sin mere uskyldige Hg¹ og Hg° form. I det øjeblik det sker, kan kviksølv igen bevæge sig frit i vævene og herved udskilles.

C-vitamin har den ekstra fordel, at den også er i stand til at neutralisere intensiteten af de frie radikal reaktioner, som kviksølv katalyserer. Det har enormt betydning i forebyggelse af kviksølvs evne til at forårsage DNA skade og mutationer, der ender med hjernesvulster. Det er på grund af sådanne egenskaber, at C-vitamin suppleret med DMPS er den absolutte guldstandard i udrensning af kviksølv fra nervesystemet, men også alle andre væv, hvor grundstoffet bindes til svovl.
Afsluttende bemærkninger

Omfanget af amalgamforvoldte sygdomme på grund af kviksølvtoksicitet er svært at forestille sig. Som den miljøkatastrofe den i virkeligheden er, har amalgam-kviksølv været enormt kostbar for individer og samfund. På basis af forskning præsenteret i den foregående diskussion, bedes læseren overveje følgende spørgsmål:

Hvor mange børn har været født med kviksølvrelaterede lidelser, siden amalgam blev introduceret for 150 år siden?
Hvor mange ældre personer sidder på plejehjem i dag med senil demens, på grund af 30-50 års påvirkning med kviksølvfordampende amalgamfyldninger?
Hvor mange unge personer har fået multipel sklerose eller andre ondartede autoimmune sygdomme på grund af kviksølvforgiftning?
Hvor mange psykiatriske, neurologiske, reumatologiske og dermatologiske sygdomme har kviksølv toksicitet som skjult årsag?
Heldigvis, har videnskab og politik forenet sig i anerkendelsen af problemets sande omfang. Den 6. oktober 2005 indgav Repræsentanternes Hus i USA ”Kviksølv i Dentale Fyldinger Åbenbarelse og Forbud Lov (Mercury in Dental Fillings Disclosure and Prohibition Act) til afstemning.
Loven vil markere en endelig afslutning til amalgams lange og katastrofale forløb i USA.
Fra den 1. januar 2009 vil der herske et totalt forbud mod anvendelsen af kviksølv i amalgam.

I overgangsperioden fra den 31/12-2006 skal anvendelsen af kviksølv i amalgam bære følgende advarsel:

”Dental amalgam indeholder omtrent 50 % kviksølv, et højt toksisk grundstof. Et sådan produkt bør ikke administreres til børn under 18 års alder, gravide kvinder, eller diegivende kvinder. Et sådan produkt bør ikke gives til nogen som helst forbruger uden en advarsel om, at produktet indeholder kviksølv, som er et højt toksisk grundstof, og derfor udgør en helbredsrisiko.”
Udgivet i Afgiftning, Kviksølg/amalgam, Neurologiske sygdomme (herunder ALS), Tandsanering, Vitaminer