Kommentar.

Utrætteligt og ned i de mindste detaljer våger staten over vores ve og vel.

FORBUDS-DANMARK

Chefsredaktør Anne Knudsen

Weekendavisen 07-10-2005

I Danmark som i resten af den vestlige verden, findes der et stort og voksende marked for kosttilskud og naturlægemidler. Sportsfolk køber proteinpulver og energidrikke, sundhedsbevidste folk tager megavitaminer, drikker grøn te, spiser gelé royal og krom, bekæmper forkølelse med echina og C-vitamin og flossede negle med silica, de overvægtige drikker kinesisk slankete. Trætte og udasede mennesker tager ginseng for at komme ovenpå efter sygdom, folk med ondt i leddene tager ledbruskpræparater, og de uhelbredeligt syge cancerpatienter køber hajbrusk i håbet om, at dét vil kunne udrette, hvad lægerne ikke kan.

Det hele koster masser af penge, men folk bruger jo deres penge på mange unyttige eller ligefrem skadelige ting, uden at nogen lovgivning blander sig. Det er stadig fuldt lovligt i Danmark at proppe transfedtsyrer i almindelige dagligvarer, at sminke fedt om til kød ved hjælp af farve og nitrit – for slet ikke at tale om det for statskassen så indbringende salg af tobak og spirituosa.

Men lige kosttilskuddene gør af en eller anden grund voldsomt ondt på en stat, der utrætteligt, og ned i de mindste detaljer våger over vores ve og vel.

For tænk nu, hvis man ikke går til lægen med sin forkølelse, sin træthed, sine ømme led, sine flossede negle, eller sin kræft! At lægen ikke kan helbrede forkølelsen, negleproblemet, trætheden eller de ømme led generer ikke denne formynderstat. Det generer den åbenbart heller ikke, at det er særdeles veldokumenteret, at kræftpatienter faktisk bruger det offentlige system af alle livsens kræfter – samtidig med, at de tager deres hajbrusk eller grønne te-piller.

Det generer den ikke engang, at den ikke kan fremvise så meget som et eneste stykke bevismateriale, der dokumenterer, at bare et enkelt menneske har lidt skade ved at bruge kosttilskuddene og blive væk fra lægen. Det sker nemlig ikke. Folk går som bekendt til lægen i stride strømme, når de er syge, og undertiden uden helt at være det. Og lægen kan enten tilbyde at gøre noget, eller anbefale, at man lever med sine skavanker.

Hvis nu det forholdt sig sådan, at det egentlige sundhedssystem beredvilligt ønskede og effektivt kunne gøre noget ved alle de småskavanker, borgerne går og reparerer på ved hjælp af urterne og de eksotiske substanser, så stillede sagen sig lidt anderledes. Med det er jo på ingen måde tilfældet. Det meste af det, folk tager kosttilskud for, er noget lægevidenskaben må trække på skuldrene ad.

Sandheden i systemet er tværtimod, at folk for egen regning afprøver midler, som for manges vedkommende efter kortere eller længere tid indgår i den rigtige lægevidenskabs repertoire. Historisk set er det netop fra de folkelige farmakopeer, virksom medicin udvikles. For alle de ting, som viser sig ingen virkning at have, gælder det, at de før eller siden går af mode igen – og at de ikke i mellemtiden har skadet nogen. Bortset selvfølgelig fra forbrugernes pengepung.

Men i betragtning af at staten i forvejen disponerer over hen ved to tredjedele af vore penge,synes det en meget rimelig ordning, at vi i det mindste selv kan træffe beslutning om anvendelse af den sidste sølle rest.

Under alle omstændigheder er det ganske nytteløst at lægge forbrugerne hindringer i vejen på dette felt. Verden er fuld af producenter af kosttilskud, og mange af vore nabolande har apoteker, der bugner af netop de midler, man her vil forbyde os at røre. Og de har alle sammen adgang til internettet. Så det næste bliver selvfølgelig, at toldvæsenet skal overvåge vore pakker fra udlandet. Og så kan man ligefrem gøre det til en forbrydelse at prøve at tage vare på sig selv med midler, der ikke kommer fra de store medicinalvarekoncerner.