Til Jydske Vestkysten, Nordjydske og Århus Stiftstidende. 28-3-2004.
Sundhedsstof fra Carsten Vagn-Hansen. Artikel.
Amalgam, også kaldet ”sølv” i tænderne afgiver kviksølvdampe, der i kombination med spyttet danner det utroligt giftige organiske methylkviksølv. Sundhedsstyrelsens rådgiver har til Folketingets Sundhedsudvalg på forespørgsel oplyst, at uorganisk kviksølv er neurotoksisk (giftigt for nerverne), og organisk kviksølv er svært neurotoxisk med udbredte skader på centralnervesystemet og nerverne ude i kroppen.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har i 1991 udtalt, at langt hovedparten af det kviksølv, vi får i os, stammer fra vores amalgamfyldninger i tænderne. Et videnskabeligt panel under WHO har yderligere udtalt, at det aldrig er påvist, at der findes noget sikkert niveau for udsættelse af kviksølv, hvorunder der ikke er påvist bivirkninger.
Miljøministeriet har fornylig i Schweiz deltaget i en videnskabelig verdenskonference vedrørende kviksølv, hvor det blev vedtaget, at man i samtlige lande skal udfase enhver brug af kviksølv. I landene omkring os er det vedtaget, at man til en start ikke må bruge amalgam til børn og gravide kvinder, og der findes faktisk også i Danmark et forbud mod at benytte amalgam, men dog med mulighed for at benytte amalgam indtil videre i særlige tilfælde, blandt andet til plomber i kindtænderne. Mange tandlæger er holdt op med at bruge amalgam, men resten forsvarer indædt brugen af det, blandt andet under henvisning til Sundhedsstyrelsens tandlægekyndige, der mener, at det kun er minimale mængder kviksølv, der udskilles fra tandfyldninger af sølvamalgam og efterfølgende optages i organismen. Man hævder også, at når der kommer spyt på overfladen af plomberne, udskilles der ikke kviksølv til hverken spyttet eller som dampe.
Dette kan undre, da det i tandlægernes regler for arbejdsmiljø er foreskrevet, at en tand med en plombe, der fjernes, ikke må ligge bare et øjeblik på tandlægens bord, men omgående skal anbringes under vand i en dåse med låg på. Det virker meget besynderligt, at kviksølv kan være særdeles giftigt, både før og efter det er anbragt i munden, men ikke mens det sidder i munden.
Filmen knækker
Når Sundhedsstyrelsen hævder, at kviksølv ikke går ud af fyldningerne og ikke afgiver dampe af betydning, så knækker filmen. Især når særligt sagkyndige overser det væld af dokumentation, der findes om det modsatte. Og især når de rådgiver vores politikere, der skal tage stilling til den fortsatte brug af dette giftige materiale, der ikke alene skader den, der har kviksølv i tænderne, men også deres fostre og små børn. Det er en så alvorlig fejl, at det bør få konsekvenser for de embedsmænd, der rådgiver politikerne.
Man må også undre sig over, at man i Tandlægebladet fra februar i år på forsiden kunne læse, at ”Sølvamalgam (er) uskadeligt for fostre”. I selve artiklen står der faktisk det modsatte, idet der henvises til forsøg med gravide får og aber, der fik radioaktive amalgamfyldninger. De viste klart, at kviksølvet fra amalgamen spredte sig til fostret og dets organer, tilmed i højere koncentrationer end i moderen. Et af forsøgene viser, at spredningen af kviksølvet fra amalgamen går i gang med det samme, og at kviksølvet også bliver overført til lammene med modermælken. Det samme sker hos mennesker.
Det er i det norske Helsedirektoratets Retningslinjer for bruk af tannrestaureringsmaterialer af 1 juli 2003 anført: ”Det er de siste 10-15 årene kommet dokumentasjon på, at kvikksølv fra amalgamfyllinger spores på uønskede steder i den menneskelige organisme. Det er påvist, at kvikksølvmengden i hjernen hos avdøde korrelerer (passer sammen med) med antall amalgamfyllinger”.
Den svenske professor Maths Berlin har maj 2003 i en slututredning om ”Dentala material och hälsa” til den svenske regering i sit resumé anført: ”M.h.t. att kvicksilver är et multipotent gift med verken på flera nivåer av cellens biokemiska dynamik, får amalgam anses at vara et olämpligt material för tandrestauration. Särskilt som det finns fullgoda mindre toxiska alternativ tilgängliga. M.h.t. risken för hämmande påverkan af den växande hjärnan kan det inte vara förenligt med vetenskap och beprövad erfarenhet att sätta in amalgamfyllningar på barn och fertila kvinnor”.
Der er en åbenbar risiko for ved at anvende amalgam at hæmme hjernens udvikling, især i fostertilstanden og de første leveår, men amerikanske og andre forskere har også dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem kviksølv fra amalgam og udvikling af Alzheimers demens og andre degenerative hjernesygdomme. Disse er i kraftig stigning, og en medvirkende årsag er, at man i midten af forrige århundrede begyndte at bruge det endnu giftigere kobberamalgam. En undersøgelse fra universitetet i Basel har vist sammenhæng mellem sclerose, Alzheimer og kviksølv i hår. Professor Philippe Grandjean fra Odense Universitet og internationale forskerkolleger har i lægetidsskriftet The Journal of Pediatrics konstateret, at høje niveauer af kviksølv, der overføres fra mor til foster, giver nogle helt bestemte og uhelbredelige hjerneskader. Det er nemlig meget svært at komme af med kviksølv igen, da det bindes fast i cellerne. Man kan for eksempel ikke bruge målinger af kviksølv i blod og urin til at vurdere kviksølvmængden i kroppen og hjernen. Det kan man kun ved vævsprøver. Man har blandt andet fundet mere end 1.000 gange forhøjede kviksølvværdier i syge organer, for eksempel i hovedpulsåre, hjertet og i skjoldbruskkræft. Det er også vist, at mundsygdommen lichen med blandt andet hvide pletter i mundslimhinden har sammenhæng med amalgam, og at der sker en forbedring efter fjernelsen af amalgam.
Kviksølvdampe
At det kun er minimalt, hvad der frigøres af kviksølvdampe fra amalgam er heller ikke i overensstemmelse med sandheden og den eksisterende forskning. Allerede i oktober 1989 var der en artikel i det danske ”Tidsskrift for Tandlæger”, hvor tre svenske tandlæger havde målt kviksølvdampe lige over amalgamfladerne på patienter, der ikke havde fået nye fyldninger de seneste to år før undersøgelsen, og hos patienter uden amalgam. Var der ikke amalgam i munden, var der ikke kviksølv i luften. Mellem måltider var der ved amalgamfyldninger i munden genemsnitligt 36 mikrogram kviksølv per kubikmeter luft, ved spisning af mad og slik det dobbelte, ved tandbørstning 272 mikrogram, efter våd tandpolering over 500 og efter tør polering af amalgamen 4.295.
Et finsk studie har konkluderet, at resultaterne fra undersøgelsen passer med hypotesen, at amalgamfyldninger er en vedvarende kilde til organisk kviksølv, som er mere toksisk end uorganisk kviksølv og optages næsten fuldstændigt af menneskets tarme. En anden finsk undersøgelse har vist, at spildevand fra mennesker med amalgam i tænderne indeholder en mængde kviksølv, der overstiger grænseværdierne.
En undersøgelse fra universitetet i Tübingen i Tyskland af 20.000 mennesker viste, at 43 procent af deltagerne havde højere, ofte mange gange højere indtag af kviksølv, både fra spyt og dampe, især i de yngre årgange, der havde flest fyldninger. Der var en klar sammenhæng mellem symptomer på kviksølvforgiftning og antallet af fyldninger. Amalgamfyldninger er ikke stabile. Kviksølvet forsvinder ud af dem, blandt andet fordi kviksølv har et lavt damptryk, og der er galvanisk-elektriske reaktioner i munden, hvis man har andre metaller i eller ved tænderne samtidigt.
Alternativer til amalgam
Det hævdes også fra Tandlægeforeningen og fra Sundhedsstyrelsen, at der ikke findes gode alternativer til amalgam, især ikke på tændernes tyggeflader, og at andre tandfyldningsmaterialer også har skadelige virkninger. Det var nok rigtigt de første år, hvor plastfyldninger blev anvendt, men de nye plasttyper er meget mere holdbare og gode alternativer til amalgam. På Tandlægeskolen i Århus underviser man nu også primært i fyldningsterapi med plast. Der findes desuden muligheder for at bruge composit (keramiske fyldninger) og andre materialer (Diamond), som er meget sikre at bruge. Så det er direkte forkert, at der ikke findes gode alternativer til amalgam.
Der findes et studie fra Uppsala i Sverige, hvor man hos personer, der havde symptomer på kviksølvforgiftning, skiftede til guld eller keramiske materialer. Ved udskiftning til guld fik kun 50 procent det bedre, mens 94 procent fik det bedre ved udskiftning til keramiske materialer. Kun 6 procent var uændrede eller fik det værre.
Det er især mennesker med allergi over for kviksølv, der vil have brug for fjernelse af amalgamen, og det skal af hensyn til forværring af symptomerne ske hos en tandlæge, der kender til beskyttelse af patienten og sig selv mod den under udskiftningen frigjorte frigjorte kviksølv. Om man har allergi over for kviksølv kan afsløres ved en Melisa test (se http://www.melisa.org/). En undersøgelse har i øvrigt vist, at tandlægerne selv også bliver hjernepåvirkede af kviksølv.
Det er på tide, at befolkningen får troværdige oplysninger om farligheden af amalgam, og at embedsmændene og tandlægefaget holder op med at vildlede politikerne og dermed blokerer for en ordentlig lovgivning på området.